Mit idégrundlag


Fotografiet er et af de stærkeste redskaber til at formidle budskaber, følelser, ideer, passion, skønhed, glæde, begejstring, sorg og andre menneskelige udtryk.


Jeg brænder især for at fange de unikke udtryk som naturen og mine omgivelser er fulde af, uanset årstid og tid på døgnet. Jeg prøver at kombinere min passion for fotografering med digitale billedteknikker og den viden jeg har tilegnet mig gennem mine akademiske og journalistiske uddannelser. Med denne baggrund forsøger jeg at konstruere en ”verden”, der ligner nok til at være kendt, men som alligevel tillader en fortolkning af den virkelighed, der omgiver os.

Håndværk


Arbejdet som fotograf er et håndværk. Måden at arbejde med billeder på i dag er meget anderledes end da jeg startede min professionelle karriere i 80-erne. Dengang gjorde vores håndværk virkelig en forskel i markedet. Uden uddannelse - ingen arbejde. Dette har ændret sig dramatisk og mange gode kolleger har fundet nye veje. Men de dygtige og kreative håndværkere formår stadig at finde nye veje i et vanskeligt marked, og nogle af os finder ro i at billederne og det håndværksmæssige stadig giver en stor faglig tilfredsstillelse.

Geert Mørk


Jeg har arbejdet som fotojournalist og pressefotograf på fuld tid i over 25 år, alle årene som medlem af Dansk Journalistforbund og Pressefotografforbundet.


Det har været unikt at arbejde med Verdens bedste fag i så mange år. Blandt kunderne kan nævnes: Bonnier, Jyllands Posten, Fyens Stiftstidende, DSB, Danmarks Jernbanemuseum, stort set alle dagblade og flere ugeblade og magasiner som Ud & Se, Samvirke m.fl samt utallige private og offentlige organisationer, bryllupper, jubilæer, generalforsamlinger, portrætter osv, osv.

Efter så mange år med bundne – og spændende! – opgaver har jeg nu valgt at arbejde mere frit og kunstnerisk. Derfor ser mine billeder i dag anderledes ud end tidligere.


Sideløbende med fotograferingen har jeg med baggrund i min uddannelse som ernærings-og træningsfysiolog undervist og holdt kurser og uddannelse for flere tusinde skønne mennesker. Inspirationen fra mødet med alle disse nysgerrige og idérige studerende og kursister ligger som en grundtone i alt hvad jeg laver :-)

Mit udstyr

I tiden fra 2017-januar 2022 investerede jeg i en del Olympus udstyr. Det er super kvalitet, fylder og vejer ikke meget og har en glimrende autofokus. Jeg brugte M1 ii og M1X primært sammen med en 300 mm f.4.0 og en del andre objektiver af høj kvalitet. Eneste problem med Olympus´en var den lille MFT sensor på 20 MP. Hvis der skulle laves større udsnit af optagelsen er der en risiko for, at kvaliteten af det færdige billede bliver for dårligt med hensyn til opløsning og støj. 


Efterfølgende skiftede jeg til Sony med en sensor på 61 MP! Det er imponerende hvad der kan laves af crop (udsnit) med dette kamera. Problem: man bliver doven og skyder for mange kedelige billeder af fugle på for lang afstand, fordi de "altid" kan forstørres. Efter 1/2 år med Sony må jeg også erkende, at ergonomien er for dårlig, bajonetfatningen virker løs på alle objektiver og Sony mangler ganske enkelt en lang række funktioner som har været hos Olympus i årevis: Pro-capture, fokus-bracheting, ekstrem billedstabilisering, high resolution, indbygget ND-filtre og meget mere. Derfor er jeg skiftet tilbage til Olympus og er utrolig glad for mit M1 mrk 3 hus og især den nye 8-25/f 4.0. En 100-400 + en 300 mm/f4.0 til fugle og den nye OM-1 er ankommet primo juni-22 :-) Ubeskrivelig godt værktøj! Er fantastisk glad for at have skiftet tilbage til Olympus :-)